Basisgarderobe til herrer – Det vigtigste tøj at eje

En simpel basisgarderobe til herrer

En basisgarderobe dækker – kort sagt – over grundelementerne i din tøjstil. Den indeholder de stykker tøj, der kan kombineres med det meste, og som i sig selv er forholdsvis neutrale: Den hvide skjorte, de blå jeans, de lyse chinos, de brune lædersko, osv.

Garderoben stopper ikke der. Men det er begyndelsen, fundamentet for den gode stil. En idé der stemmer fint overens med vores nordiske minimalisme. 🙂

For de herrer, der ikke går særligt meget op i mode, giver det ekstra god mening at fokusere på basisgarderoben. På den måde har du nogle klæder, der kan kombineres pænt på kryds og tværs, uden du overhovedet bør tænke over tingene. Som desuden fungerer fint til de fleste arrangementer i hverdagen. Og så er det ellers bare med at udskifte, når tøjet begynder at blive slidt.

For dem, der faktisk går op i stil, er basisgarderoben også relevant. Den udgør det neutrale fundament, som du senere kan tilføje noget mere spraglet til. En farverig jakke står fx pænt sammen med nogle nedtonede bukser.

Her er et bud på en klassisk basisgarderobe til herrer. Den indeholder de mest nødvendige beklædningsdele og kan ses som et startpunkt for din garderobe.

Jeg kommer også med forslag til, hvor du kan købe de forskellige beklædningsdele og til hvilke priser.

Lad os se nærmere på det…

T-shirts

De fleste mænd kan godt lide t-shirts. De er afslappende og behagelige. Altid gode at gå i derhjemme.

Hvide t-shirts er bedst. Køb eventuelt en pakke med 3-5 hvide t-shirts, så er du godt dækket ind. Senere kan du tilføje t-shirts i de farver du bedst selv kan lide, men start med de hvide. Kan du ikke lide hvide, så køb grå eller sorte.

Materialemæssigt skal t-shirts helst være lavet af 100% bomuld, evt. merinould. Pasformen er det vigtigste: Køb t-shirts, der passer om skuldrene, og som hverken sidder for tæt eller for løst. Hellere købe et nummer større, hvis du er mellem to størrelser.

Anbefalede mærker: Uniqlo, Jack&Jones, H&M

Skjorter

En skjorte skal du også eje, og gerne flere hvis muligt.

Start med en hvid og en lyseblå. De er pæne for sig selv, og de passer desuden sammen med et jakkesæt eller en blazer.

Med tiden kan du købe flere skjorter. Enten flere hvide og lyseblå, hvis du bruger dem flittigt – ellers i andre kulører. Stribede skjorter er generelt pæne, men ikke førsteprioritet, når du skal opbygge garderoben.

Ligesom med t-shirts skal skjorter helst være lavet af 100% bomuld.

Anbefalede mærker: Uniqlo, Barons, Oscar Jacobson

Striktrøjer

Trøjer er gode at have til efteråret, vinteren og foråret. Både som pullover over en skjorte, men også for sig selv.

Her bør du bruge lidt flere penge, end du gør på t-shirts og skjorter. Det behøver dog ikke at være en formue. Bare anskaf dig en pæn striktrøje i merinould eller kashmir, i en pæn tekstur og uden nogle store logoer og lignende.

Farvemæssigt kan du godt være kreativ her. Det mest alsidige valg er en mørkeblå eller grå striktrøje. Især hvis du bruger den over skjorten. Men du kan også fint vælge en bordeauxrød eller grøn striktrøje, hvis du primært benytter trøjen for sig selv. Bruger du den derimod under en mørk frakke, ser det pænt ud, hvis trøjen er beige eller cremefarvet. Der er frit valg: Men en god striktrøje må man eje. Med tiden kan der købes flere.

Anbefalede mærker: Falconeri, Asket, William Lockie

Bukser

Bukser er en af de vigtigste beklædningsdele, hvis ikke den vigtigste. Hvis bukserne til gengæld sidder dårligt, kan hele dit stil nemt ødelægges.

Pasformen skal være korrekt. Bukserne skal være behagelige om livet, have den rette længde, og ikke være for stramme.

Basisgarderoben består først og fremmest af et par mørkeblå jeans og et par lyse chinos.

Med ét par af hver af disse bukser vil du kunne klæde dig fint til langt de fleste lejligheder i den moderne verden.

Hvis du ønsker noget lidt mere formelt, kan et par grå uldbukser være et glimrende køb, og hvis du ønsker behagelige sommerbukser, kan hørbukser være vejen frem. Men de er valgfri og kan tilføjes efter behov: Som udgangspunkt handler det om at have et par pæne blå jeans og lyse chinos, fx i beige eller khaki.

Anbefalede mærker: Lee, Uniqlo, Polo Ralph Lauren

Læs de øvrige guides til bukser:

Shorts

Basisgarderoben indeholder et enkelt par, nærmere specifikt bermudashorts. Men hvis du elsker shorts, ofte rejser på ferie, eller måske endda bor i det varme udland, så kan flere par selvfølgelig overvejes.

Shorts bør være lavet af enten bomuld eller hør, måske en kombination af de to. Farven kan være, hvad end der passer dig, men de populære klassikere inden for shorts er beige, blå og nedtonet rød.

Prisvenlige shorts kan fås stort set overalt om sommeren til <500 kroner i bomuld. Topkvalitet i hør/bomuld eller bare hør, som samtidig har flere detaljer, koster nærmere 1.000-1.500 kroner, men er pengene værd. Dog helt valgfrit om du vil betale så meget ekstra.

Vil du have et par gode shorts fra en butik, så kig fx på dem som Pini Parma har. Italiensk sommerstil med fede detaljer og materiale af høj kvalitet.

Anbefalede mærker: Uniqlo, Signal, Pini Parma

Overtøj

I Danmark går vi typisk med overtøj (det vil sige en udendørs jakke) i tre ud af fire årstider. Og det er virkelig en beklædningsdel, der betyder noget for din stil, da det ofte er det første, folk bemærker.

Da dette er en basisgarderobe, vil vi nøjes med at anbefale to stykker overtøj. Du kan selvfølgelig købe flere, hvis du ønsker mere variation, og det får du brug for på et tidspunkt, men to styk er tilstrækkeligt til at komme igennem året og stadig se godt ud.

  • Uldfrakke i enten marineblå eller grå
  • Vindjakke eller regnjakke i den farve du foretrækker

Uldfrakken bruges når det er virkelig koldt. Læs vores guide til herrefrakker her.

Vindjakken bruges når det er småkoldt, når det blæser meget, eller når det regner. Nogle foretrækker en let regnjakke, mens andre er mere til en lang regnfrakke. Du vælger selv; idéen er at have et praktisk stykke overtøj, der dækker overkroppen (og eventuelt mere). Gode farver til vind- og regnjakker er grøn og beige. Men der er flere muligheder. Syntetiske materialer, som vi normalt ikke anbefaler, kan være OK til lige dette formål.

En klassisk Barbour jakke dækker både mod vind og regn. Et absolut glimrende køb, som også har genvundet popularitet i Danmark over de seneste par sæsoner.

En læderjakke kan være et alternativ til en vindjakke. Mindre praktisk, men stilmæssigt bedre i visse sammenhæng – og absolut oplagt for de yngre læsere.

Anbefalede mærker: Barbour, John Henric, Zara

Undertøj

Vi har alle brug for undertøj, og her er der tale om underbukser og strømper.

Køb 10 par underbukser i bomuld. Undgå polyester. Stilen kan være hvad end du foretrækker, da det kun er dig og din bedre halvdel, der ser undertøjet.

Køb 6 par strømper i merinould eller i en uldblanding, hvor enten merino eller kashmir indgår. Farverne bør som hovedregel være de samme, som de bukser du går i, men det er også tilladt at være kreativ med mere unikke farver. Det sikre valg er altid blå strømper, for de passer til det meste. Gode mærker er Asket og Falke.

Køb derudover 3 par strømper i bomuld, som bruges på de varmeste dage, når uld bliver for meget.

Anbefalede mærker: Asket, Falke, JBS

Sko

Skoene er potentielt den allervigtigste del af din stil. Har du pænt tøj, men faldefærdige sko, vil hele stilen lide. Har du derimod rigtigt pæne sko, og resten af tøjet bare er middelmådigt, vil folk ofte kalde dig velklædt alligevel. Så det er super vigtigt, og det er her, du bør bruge flest penge.

To par sko er nok til basisgarderoben, for vi vil gerne holde det så simpelt som muligt. Du kan altid købe flere senere hen, men start med to.

  1. Et par pæne mørkebrune lædersko
  2. Et par hverdagssko efter præference

De mørkebrune lædersko (fx derbies) kan benyttes med både strik og jeans, skjorte og chinos, endda også jakkesæt hvis vi strækker den lidt. De sko kan bruges til kontoret, begivenheder, osv.

Med hverdagssko menes der komfortable sko, som du kan bruge til alt, hvad der er casual. Gåture, indkøb, kørsel, osv. Du har relativt frit valg her. Det kan være et par pæne sneakers – sørg dog for at de stadig er lavet af rigtig læder! Hvis du ikke er til sneakers, kan det være et par loafers, chelseastøvler, chukkastøvler eller lignende. Men jeg har på fornemmelsen, at de fleste moderne mænd nok helst bare vil have et par sneakers.

Anbefalede mærker: Loake, Cheaney, Meermin, Les Deux

Jakkesæt

Alle mænd bør have et jakkesæt – og gerne flere af slagsen, hvis arbejdet eller livsstilen kræver det.

Siden dette er en basisgarderobe, vil vi nøjes med at anbefale et enkelt jakkesæt: Køb et klassisk marineblåt (navy) jakkesæt, da det fungerer godt til både forretning og arrangementer.

Så længe du har et jakkesæt, vil du altid kunne klæde dig pænt, når lejligheden byder sig. Hvis du har et job, der kræver daglig brug af jakkesæt, skal du selvfølgelig have flere af slagsen, og her vil det typisk være en håndfuld blå og grå jakkesæt i mørkere nuancer. Men for de fleste danskere er ét jakkesæt nok, i hvert fald til at starte med – og du kan derefter udvide garderoben over tid.

Hvis du stort set aldrig bruger jakkesættet, kan du fint købe et billigt et. Bruger du det ofte, og sætter du pris på god stil, kan du betale lidt mere for et målsyet jakkesæt, der sidder godt på kroppen og som er lavet af kvalitetsstof.

Anbefalede mærker: Mond, Suit Supply, Oscar Jacobson

Tilbehør

Udover alle de ovenstående klæder, har du brug for lidt tilbehør. Det er meget efter behov, men generelt vil jeg anbefale følgende:

  • Et pænt ur
  • Et mørkebrunt bælte
  • En god paraply (vigtigt i DK!)
  • Evt. et blåt eller vinrødt slips hvis du går meget i jakkesæt

Du kan købe ud fra dit budget. Er budgettet småt, eller har du allerede brugt en masse penge på det primære tøj, kan du holde lidt igen her. Et Casio ur er praktisk. Et Seiko ur koster lidt mere, men er pænere. Og går du faktisk op i urværk, så kan du kigge på et af de dyre schweizerure fra fx Rolex eller Omega, eller potentielt fra den absolute elite, fx Patek Philippe, Audemar Piguet og Vacheron Constantin. Men her taler vi om absolut luksus.

Selvom et ur bestemt er vigtigt, vil vi dog anbefale at bruge en mindre del af budgettet på uret, og en større del af budgettet på resten af beklædningen, da det gør en større forskel rent visuelt. Køb tøj i høj kvalitet som førsteprioritet.

Smartwatches, som fx et Apple Watch, bør undgås medmindre du dyrker sport.

Bæltet skal helst være i nogenlunde samme farve som dine (klassiske) sko. Har du mørkebrune sko, vælger du et mørkebrunt bælte. Har du sorte sko, vælger du et sort bælte. Sko i alle andre farver passer med et brunt bælte, så det er generelt det mest alsidige valg.

Andet personaliseret tilbehør kan senere vælges efter behov og er ikke en del af basisgarderoben. Med tiden kan man selv udforske sin stil og tilføje mere unikke ting oveni basiselementerne.

Shoppingliste

Her er den ultimative shoppingliste, når du skal ud og anskaffe dig en basisgarderobe:

  • T-shirt pakke med 3-5 stk
  • Skjorte i hvid og lyseblå
  • En pæn striktrøje
  • Mørkeblå jeans
  • Lyse chinos
  • Bermudashorts
  • En uldfrakke
  • En regn- eller vindjakke
  • Underbukser (10 stk) og strømper (10 stk)
  • Klassiske mørkebrune sko
  • Behagelige sko (fx sneakers)
  • Et marineblåt jakkesæt

Hvis du ejer alle disse dele, har du din basisgarderobe. De fleste ting passer naturligt med hinanden, så du vil ikke skulle tænke synderligt meget over, hvordan de kombineres. Desuden er denne herregarderobe så neutral, at du senere kan tilføje hvad som helst til den, og det vil generelt passe.

Basisgarderoben er altså det neutrale startpunkt, som du senere bygger videre på, når du udvikler din personlige stil.

Prisopsummering

Hvis du køber ind i prisvenlige butikker, som stadig har udmærket kvalitet, vil det samlet koste et sted mellem 15.000 og 20.000 kroner at anskaffe alle elementerne i basisgarderoben. Nogle af delene er billige (t-shirts, underbukser, chinos), mens andre er lidt dyrere (frakke, lædersko, striktrøje).

Det er lidt af en investering, men det betaler sig. Med basisgarderoben har du en pæn, simpel og moden herrestil, der aldrig går af mode, men som simpelthen fungerer godt til det meste i nutidens verden.

Det er også realistisk, at du allerede har noget af tøjet i denne basisgarderobe, og i det tilfælde vil der også være mindre nyt, du skal ud at købe. Måske har du allerede fx en regnjakke, et par jeans og nogle skjorter. I så fald er indkøbslisten en del mindre.

Du kan også vægte dine prioriteter og købe én eller to dele i særlig kvalitet, som du virkelig sætter pris på, mens udgifterne til alt det andet tøj holdes moderat. Der er mange muligheder. Generelt vil jeg anbefale, at du bruger det største beløb på skoene og frakken, da det er de to beklædningsdele, der skiller sig mest ud. På flere af de andre ting kan du godt tillade dig at spare.

Der er heller ingen der siger, at du skal købe alting lige med det samme. Du kan sprede det ud over lidt tid og sige, at du vil forsøge at opbygge basisgarderoben over det næste halve år. På den måde bliver det mere overskueligt, både praktisk og økonomisk.

Hvis det økonomiske aspekt ikke er noget problem, handler det bare om at anskaffe dig alle de vigtigste dele. Med et stort tøjbudget er det også muligt at købe mere ind, udover grundelementerne, så du allerede fra start kan sætte et mere personligt præg på stilen.

Konklusion

Det var hermed lidt inspiration til en almen herregarderobe, der vil fungere til det meste.

Du kan altid købe flere beklædningsdele end nævnt her – men forslagene danner et solidt udgangspunkt, som gør at du altid kan se velklædt ud, uanset hvad du skal og hvor du befinder dig.

Men igen, det er basis. Du bør købe flere ting selv, i hvert fald over længere tid, især for at tilpasse til din egen personlige stil.

Hele basisgarderoben kan være i et almindeligt skab eller pakkes i en mellemstor kuffert. Det fungerer altså både derhjemme og på farten. Læs også vores artikel om at rejse med tøj – hvad der er vigtigst at medbringe, hvordan du pakker mest effektivt, og hvordan det samtidig afhænger af destinationen.

Scroll to Top