De vigtigste regler og traditioner inden for herretøj

Vi lever i en uformel verden, men du kan stadig rende ind i dresscodes i visse situationer. Desuden er der nogle traditioner inden for den klassiske herrestil, som generelt bør følges (men som også kan brydes, hvis først du kender dem).

For god ordens skyld deler vi her en liste over de vigtigste regler – eller rettere sagt traditioner. De dækker primært over brug af klassisk herretøj. Generelt har du mere frihed ved casual beklædning, men det er stadig rart at kende tommelfingerreglerne.

Knap ikke den nederste knap på jakken

Går du i jakkesæt, blazer eller sportsjakke, skal du IKKE knappe den nederste knap. Hvis der er to knapper, knapper du den øverste og aldrig den nederste. Hvis der er tre knapper, knapper du den midterste, eventuelt den øverste (men helst ikke), og aldrig den nederste. Benytter du en vest under jakken, bør den nederste knap også være uknappet.

Luk jakken når du står op

Står du op, eller går du, så skal jakken være lukket (knappet). På den måde vises jakkens figur. Sidder du derimod ned, bør jakken åbnes – altså være helt uknappet. Undtagelsen er dobbeltradede jakker. Hvis du har en dobbeltradet jakke på, kan den forblive lukket, når du sidder ned.

Blå og grå jakkesæt er de bedste (ikke sort!)

De klassiske jakkesæt, som bruges til forretning og formelle begivenheder, er enten marineblå og grå. Sidstnævnte helst i en mørk nuance, om end mellemgrå også er acceptabelt. Mange køber et sort jakkesæt som deres første. Det er en dårlig idé, da der i Europa ikke er tradition for sorte jakkesæt til hverdagsbrug!

Formelle jakkesæt kræver slips

Der er ikke mange, der går med slips i Danmark længere. Ikke engang forretningsfolk. Men et formelt (dvs. mørkt) jakkesæt kræver altid slips. Der mangler farve og karakter, hvis du blot har en hvid eller lyseblå skjorte uden slips. Desuden er der noget vulgært over en opknappet skjorte og et åbent mandebryst, når resten af kroppen ellers er tildækket. Er du absolut imod slips, eller er dresscoden på din arbejdsplads simpelthen jakkesæt uden slips, så tilføj i det mindste en lommeklud for at sikre et spændende visuelt udtryk. Ellers bliver det sgu for kedeligt.

Smoking er til fest

En smoking er egnet til fest og underholdende aftenbegivenheder. Og det ser generelt bedst ud, hvis flere gæster er sammen om at gå klædt i smoking. Den klassiske smoking er sort og med vest. Men man kan tillade sig at være kreativ: For eksempel med dobbeltradet smokingjakke (og altså uden vest) eller i en anden farve, som fx midnatsblå, bordeauxrød eller cremefarvet jakke. Dog bevares de sorte bukser. En smoking benyttes ikke om dagen, ej heller til ‘seriøse’ begivenheder eller i kirken.

Sko og bælte skal matche

Bruger du bælte med formelt eller semi-formelt tøj, bør bæltets farve matche skoenes farve. Sorte sko skal altså helst bruges med et sort bælte, og brune sko med et brunt bælte. Til uformel brug kan denne regel stadig være nyttig, men du behøver ikke nødvendigvis at følge den. Har du farverige sko, fx blå, grønne eller hvide, behøver du ikke nødvendigvis at have et bælte af samme farve. I så fald ser det ofte for koordineret ud. Det brune bælte fungerer til det meste, der er farverigt. Dog er det rart at have forskellige brune bælter (fx et mørkt og et lyst).

Strømper skal matche buksernes farve

Generelt er det bedst at matche strømper og bukser sammen – ikke strømper og sko. Blå bukser kræver blå strømper. Grønne bukser kræver grønne strømper. Og så videre. Det er den sikre løsning, for det tiltrækker ikke for meget opmærksomhed, og det får benene til at fremstå visuelt længere. Du kan tillade dig at være kreativ med strømpevalget, og det ser nogle gange pænt ud. Især hvis du er en dandy. Men hvis du er i tvivl, så bare brug strømper af samme farve som bukserne.

Lange strømper til pæne bukser

Vi fortsætter i samme dur med fokus på strømper og bukser. Går du i pæne bukser, fx habitbukser eller uldbukser, så bør dine strømper være så lange, at de dækker det meste af læggen. På den måde viser du ikke bar hud, hvis du sidder ned.

Skoene bør være mørkere end bukserne

En gammel ‘regel’ som der dog er debat om, og som – hvis gjort rigtigt – godt kan brydes. Men det er nu en udmærket tommelfingerregel: At skoene bør være mørkere end bukserne. Idéen er, at fodtøjet er fundamentet. Det giver et mere elegant udtryk, hvis skoene er mørke – typisk sorte, mørkebrune eller en mørk bordeaux. Heldigvis er det en nem regel at følge, da mørke forretningsjakkesæt netop kræver sorte sko i byen, og da mindre formelle bukser har det med at være lysere i nuancen.

Bukserne bør være lysere end jakken

Ved brug af habit (jakkesæt) har jakken og bukserne samme farve. Men ved brug af blazer eller sportsjakke, bør der være en kontrast til bukserne, og her er traditionen, at bukserne er lysere end jakken. Et eksempel er blå blazer med hvide eller cremefarvede bukser. Det sætter fokus på jakken, og det gør faktisk også stilen mere uformel, for enhver kan se, at det er et andet udtryk end det formelle jakkesæt. Dog er det en regel med undtagelser. Sportsjakker i lysere nuancer kan snildt bruges med mørkere bukser, for det handler igen om at skabe en kontrast – i så fald bare omvendt.

Fjern ærmemærket fra en ny jakke

Mange nye jakker kommer med et lille mærke på venstre ærme. Mange mænd lader dem sidde. Det er en fejl! Fjern mærket, så du ikke ligner en omvandrende reklamesøjle. Der bør kun være indvendige mærker ved foret på jakken/frakken.

Fjern den lille syning på jakkeslidsen

Når du køber en ny jakke eller frakke, er der en lille korsformet syning bagpå jakken ved slidsen (eller slidserne). Den lille syning skal fjernes, altså klippes af. Mange glemmer det. Men det er ikke meningen, den skal være der, når først jakken/frakken tages i brug.

Hvid skjorte er (primært) til aftensbrug

Den hvide skjorte er pæn og ren. Perfekt til aftensbrug. Om dagen kan du vælge noget mere farverigt. Den lyseblå skjorte er populær i Danmark og Europa, men også meget arbejds-agtig. Brug den på kontoret. Til fritid og kreativ brug kan du tage fat i nogle andre farver: Lyserøde skjorter, cremefarvede skjorter, stribede skjorter, bleggule skjorter. De passer fint under jakkesættet. Går du kun med skjorte, og altså uden jakke, kan du vælge skjorter i mørkere nuancer. Den hvide gemmes stadig til aftensbrug og til det lidt mere formelle.

Et jakkesæt bør ikke opdeles

En ‘regel’ der er meget striks i USA og delvist også i England – men ikke nødvendigvis andre steder. Nogle mener, at jakken og bukserne fra et jakkesæt ikke bør bruges separat fra hinanden. Sandheden er dog, at det afhænger af tøjets tekstur. I nogle tilfælde kan du godt bruge en habitjakke med andre bukser, så længe teksturen er interessant, og så længe der er en klar kontrast. Det skal se bevidst ud, hvis du opdeler et jakkesæt. Bukserne fra et jakkesæt kan også bruges med andre jakker, men vær opmærksom på at bukser opslides hurtigere end jakker, så derfor kan det være bedre at ‘spare’ lidt på dem, så du ikke senere står med en habitjakke uden tilhørende bukser.

En herrefrakke bør være lang

I Danmark har vi haft en tendens til at mænd går i kortere frakker over de seneste ~15 år. Det er generelt dårlig stil. En rigtig herrefrakke er lang, omtrent ned til knæet. Undgå generelt kortere frakker, eller ‘car coats’, medmindre du cykler på arbejde. Dér er en kort frakke mere praktisk. Til alle andre formål er en lang frakke at foretrække. Og helst dobbeltradet.

Gå kun i naturlige materialer

Polyester er noget bras. Gå ikke i tøj der er lavet af polyester, medmindre det er sportstøj, der benyttes midlertidigt i en time eller to. Kvalitetstøj er lavet af naturlige fibre, især uld (til brug hele året) samt hør (forår/sommer). Silke og læder er også kvalitet, men bedst til henholdsvis tilbehør (silke) samt tasker og fodtøj (læder). Bomuld er OK, endda godt til undertøj. Alt syntetisk bør undgås, og så er den ikke længere. Selv hvis du går casual klædt.

Scroll to Top