
Striktrøjer betegnes som smart casual og kan både bruges til arbejde og fritid. En pæn uldtrøje giver også mange muligheder rent stilistisk. Den kan bæres under en jakke, over en skjorte, eller bare helt for sig selv sammen med chinos, jeans eller uldbukser.
Den kolde årstid gør også, at det er behageligt – og sågar nødvendigt – med varm strik, gerne i rigtig uld eller kashmir.
Her anbefaler vi de fedeste striktrøjer til mænd i den nuværende sæson, så du kan få nogle gode idéer. Der er fokus på kvalitet, både i form af materiale og design. Desuden til rimelige priser og med fokus på europæiske mærker. Længere nede, efter anbefalingerne, kommer jeg med forslag til hvordan du styler dine striktrøjer.
Bedste kashmirtrøje
Kashmir er det bedste materiale til enhver striktrøje. Det varmer mere end almindelig uld, det føles blødere, og det bliver faktisk endnu blødere over tid. Farver ser som regel også pænere ud i kashmir. Jeg vil til hver en tid anbefale at have et par kashmirtrøjer klar i garderoben. Falconeri er et fint mærke i mellemprisklassen.
Bedste trøje i shetlandsuld
Shetlandsuld bruges meget ofte til britisk-inspirerede striktrøjer. Materialet har en pæn tekstur, som for alvor udstråler, at der er tale om uld, og det er i øvrigt ganske lunende. Shetlandsuld kommer i forskellig kvalitet. Køber du en billig uldtrøje fra Uniqlo skal du ikke forvente det store, men køber du fra et klassisk engelsk mærke, er der generelt tale om rigtig høj kvalitet.
Let pullover til arbejde eller studie
Bærer du ofte striktrøjen over en skjorte? Så handler det om at finde en let trøje, da det er mere komfortabelt. En tyk trøje over skjorten bliver ofte for varmt indendørs, da du så bærer to lag tøj på overkroppen. Og uld har det jo med at lune.
V-neck striktrøje
V-neck er en stil, som mange foretrækker. Det giver mening, for så er trøjen ikke helt så tæt på halsen. Det gør det også nemmere at bære skjorte (og evt. slips) under trøjen. Dog skal man passe på med at bruge en V-neck trøje helt for sig selv. Der skal netop helst være en skjorte under.
Klassisk mønstret striktrøje
Striktrøjer behøver ikke at være kedelige. Nogle typer kommer med særlige mønstre, i form af strikketeknikken. Mest kendt er nok den irske Aran-sweater, som er en tyk uldsweater med adskillige strikmønstre, der hver især har en betydning. Aran-sweateren har fået en renæssance over de seneste år takket være hyppig brug i film, og det er da også en af de fedeste og mest unikke trøjer man overhovedet kan anskaffe sig.
Nordisk sweater
Vi skal selvfølgelig også tale om de klassiske nordiske trøjer, som der jo er flere varianter af. Den islandske sweater er mest kendt, med sine mønstre og farvekombinationer. Den færøske sweater er nok den allerpæneste, men glem heller ikke norske striktrøjer. De passer generelt godt til vores klima, og så er der noget autentisk over at bære en trøje i nordisk stil frem for de mere almindelige og neutrale uldtrøjer.
Bedste mærker inden for strik
Blandt de absolut førende finder vi William Lockie, Johnstons of Elgin, Brunello Cucinelli m.fl.
Disse er ret dyre, men for det meste pengene værd, hvis du vil investere i top kvalitet.
Ellers er der nogle andre mærker, som producerer fornuftig kvalitet til en lidt mere retfærdig pris: Falconeri, Asket, m.fl.
Samt specialister inden for underkategorier af strik, fx Aran Sweater Market der sælger de klassiske irske striktrøjer.
Til sidst er der fast-fashion mærkerne og de store internationale kæder, der også sælger strik, men ofte af væsentligt ringere kvalitet. Heriblandt Uniqlo, Zara, H&M og lignende. Du får dog en bedre pris og det kan, i visse tilfælde, gøre det til et acceptabelt køb.
De bedste striktrøjer kommer generelt fra Skotland, Irland, England og Italien. Over de senere år er der dog flere mærker fra andre lande, der også er kommet på banen med forholdsvis fine produkter, især Japan.
God stil med striktrøjer
Stilistisk er det ret nemt at få en striktrøje til at fungere.
Helt basalt kan du bære en striktrøje med enhver slags pæne, uformelle bukser. For eksempel striktrøje med jeans eller chinos. Begge dele ser fornuftigt ud og føles komfortabelt.
Vil du trappe formaliteten en smule op, så bær striktrøjen med en skjorte under, og eventuelt sammen med flannelsbukser/uldbukser. Perfekt til kontoret, møder, rejser, osv. Det udstråler lidt mere formalitet, da skjortekraven fremhæver ansigtet. Også giver det mulighed for at tage trøjen af, hvis det bliver varmt, og stadig være passende klædt. Uldbukserne er smartere end jeans og chinos. Kombinationen er dog stadig ikke lige så formel som at bære jakkesæt.
Når det gælder farver, har du altid mange muligheder med strik. Nogle mænd foretrækker lidt nedtonede muligheder som brun, beige og marineblå. De er ofte nemme at kombinere med andet tøj, især i flere lag, hvis du har skjorte under, eller frakke over trøjen.
Men samtidig kan du tillade dig at være kreativ og vælge noget kulør. Bordeauxfarvede striktrøjer ser super fede ud. Grøn er en anden god farve. Råhvid ligeledes muligt, især under frakken. Sort kan også være en mulighed i visse tilfælde.
En striktrøje med v-neck er bedst, hvis du bærer skjorte under. Hvis du bærer trøjen for sig selv, evt. med t-shirt/undertrøje, så vælg en striktrøje med rund hals (crewneck).
Hvis striktrøjen bliver lidt for simpel i stilen, og du ønsker noget mere detaljeret, kan du overveje nogle af de beslægtede trøjer – fx rullekravetrøjer, cardigans, eller kigge på de teksturerede og mønstrede striktrøjer som jeg var lidt inde over tidligere.