Charmeklud – Sådan bruges den med stil

Charmekluden, også kendt som en kravat eller i visse tilfælde som ‘ascot’ på engelsk, er et klassisk stykke tilbehør med en lang historie inden for herremoden.

Det er grundlæggende set en halsklud, som typisk er blevet brugt af praktiske årsager og som del af en uniform. Men mange har også inddraget charmekluden i deres stil alene for at se bedre ud – samt for at gøre stilen mere personlig og unik.

Nu om dage er der meget få mænd, der går med charmeklud, så det er en måde at skille dig ud på, hvis du vælger den.

Den kan både bruges kreativt (og dermed casual) med enhver form for beklædning, men også fungere som et alternativ til slipset, hvis du er i dresscode-regi med skjorte og jakke.

Charmekludens historie

Den danske ordbog betegner charmekluden som “et lille (farverigt) tørklæde der bæres som pynt – især af mænd og med en lapset virkning”.

Vi kan altså betegne charmekluden som halsbeklædning, der er mindre end et helt halstørklæde, og som har det formål at gøre beklædningen visuelt mere interessant. Altså som pynt, frem for at varme.

Traditionelt blev charmekluden brugt af soldater. Ordet ‘kravat’, der har den samme betydning som charmeklud, kommer fra de kroatiske lejesoldater, der bar et lille klæde om halsen i det 17. århundrede.

Den franske elite tog idéen til sig, og pludselig blev det normalt for europæiske mænd at gå med et halsklæde. Det udviklede sig senere hen til slipset, men i første omgang var det en mere simpel charmeklud. Og den idé kan man sagtens gå tilbage til, da den på mange måder er mere tilgængelig end slipset.

Generelt kan kravater opdeles i tre kategorier:

  • Et simpelt kvadratisk silke- eller bomuldstørklæde, der kan vikles om halsen (også kendt som neckerchief på engelsk).
  • Ascot, som er et længere bånd, der ofte bruges formelt, og som skal bindes om halsen på særlig vis.
  • Slips, som jo er langt og tyndt klæde, der benyttes med skjorte, og typisk i forbindelse med en arbejdsmæssig dresscode.

I denne artikel vil vi fokusere på førstnævnte, altså den simple charmeklud. I andre artikler finder du mere specifik info om ascot og slips.

Den simple charmeklud (neckerchief) er historisk blevet brugt af spejdere, i flåden, af cowboys, af bander, og af kokke. Det har traditionelt gjort neckerchiefs til et meget maskulint stykke beklædning, men nu om dage ser vi sjovt nok flere kvinder der benytter den, og ikke særligt mange mænd. En neckerchief har samme form som en bandana og er reelt set det samme – dog er en neckerchief ofte lidt større end en bandana i sine mål. Typisk også lavet af materiale af højere kvalitet (silke frem for bomuld).

Den ideelle charmeklud

Den ideelle charmeklud er lavet af silke. Silke føles mest behageligt, og det tillader, at du kan bruge charmekluden om sommeren, hvor den er lettest at inddrage i stilen. Silke gør nemlig, at det ikke bliver alt for varmt at bære charmekluden. Samtidig føles det behageligt mod huden, og det er en vigtig pointe, da den netop sidder ved halsen, hvor mange mænd har ekstra følsom hud på grund af barbering.

Charmekluden kan dog også bruges under årets andre årstider, og endda både til formel og uformel stil.

Du kan også købe en charmeklud i andre materialer end silke. Det kan ikke nødvendigvis anbefales, men det er muligt. Bomuld er udbredt, se fx på bandanaer der oftest kommer i bomuld. Det er dog lidt mindre behageligt, og slides hurtigere, så derfor foretrækkes silke. Mange billige kravater er lavet af polyester, eller i en blanding af silke og polyester. Det sænker kvaliteten – du bør generelt undgå at købe beklædning i polyester, som ikke er et naturligt materiale, og som også ser visuelt billigere ud.

Charmeklud i hør kan også anskaffes, men igen bliver det lidt mindre behageligt om halsen. Rejser du til et varmt land, og vil du gerne dække halsen fra solen, så kan en neckerchief af hør dog være værd at medbringe, mest af praktiske årsager, da den både kan dække huden og samtidig virke kølende i varme omgivelser.

Men som udgangspunkt er charmekluden lavet af silke. Den skal hverken være for skinnende eller for mat. De bedste producenter vil typisk lave en mild finish, så du får en klud et passende sted imellem.

Størrelsen bør være 70 x 70 centimeter – om end den fint kan være lidt mindre (fx 65 x 65) eller lidt større (evt. 80 x 80). Men idealstørrelsen er helt klart 70 x 70.

Der kan være et form for mønster eller print på charmekluden. Farvemæssigt vil de fleste neckerchiefs komme i en farvekombination, hvor én farve udgør baggrunden, mens en anden farve vil udgøre mønsteret/motivet.

Primærfarven kan også komme i flere nuancer, fx kan en charmeklud være blå, lyseblå og orange. En ascot vil være mere simpel i farvevalg og mønster end en neckerchief er, men du kan også købe ascots med diverse mønstre.

Generelt kan du tillade sig at være farverig med charmekluden. Den er netop til for at pynte lidt på stilen. Ligesom ethvert andet halstørklæde.

Du skal dog tænke på, hvilket andet tøj du har på, og hvordan farverne harmonerer med hinanden. Hvis du er i tvivl, så kan du nemt finde inspiration på nettet og se hvordan andre bruger charmekluden. Der er dog nogle generelle tricks, der kan bruges – hvis du har blå øjne, så kan en lyseblå charmeklud forstærke effekten, hvis du har brunt hår, så kan en brun charmeklud gøre det samme, osv. Men det afhænger lige så meget af farverne på det andet tøj, som du har på. Desuden bør du bruge en mønstret charmeklud, hvis dit tøj ikke har tern eller striber. Det skaber kreativitet og balance. Omvendt – hvis dit tøj har masser af striber eller mønstre, så vælg en simpel og ensfarvet charmeklud.

Tøjstil med charmeklud

Hvordan bruges den egentlig?

Tja, der er mange måder at vinkle den på, men det mest oplagte er at bruge en charmeklud med skjorte.

Du åbner de to øverste knapper, og binder silketørklædet om halsen. Det giver dermed noget pynt om halsen.

Den stil fungerer både, hvis skjorten står alene, men også med jakke over.

Charmekluden kan også fint pifte en striktrøje lidt op, eller sågar bruges med en polo eller t-shirt.

Du kan generelt tillade dig at være kreativ, når du benytter en charmeklud/kravat. Der er ganske få begrænsninger, hvis ellers farve og tekstur passer med resten af din stil.

Sådan binder du en charmeklud

Der er mange måder at gøre det på.

Har du en charmeklud i neckerchief-varianten, altså med en kvadratisk form, kan du gøre på følgende måde:

Men det er blot én af mange måder. Du kan være kreativ.

Har du en charmeklud som en ascot, altså hvor længden allerede er meget længere en bredden, kan du gøre sådan her. Han viser nogle gode måder, hvor måde nummer to er den bedste:

Hvor kan man købe en charmeklud?

Det er overraskende svært at finde en flot charmeklud i silke. Kun få steder i Danmark kan du købe charmeklude, så vi må hovedsageligt kigge mod internationale webbutikker.

Den gode nyhed er dog, at alle mænd fint kan klare sig med en standardstørrelse. Her er 70 x 70 centimeter mest normalt. Derfor er det et stykke tilbehør, der fint kan bestilles på nettet. Her spiller pasformen nemlig ikke så meget ind – det vigtigste er, at du finder et design, der passer dig.

Husk igen på at materialet er særligt vigtigt (bør være 100% silke medmindre du specifikt ønsker noget andet).

Care of Carl har et par stykker i udvalget. De har dog flere ascots end de har simple charmeklude, og nogle af dem er lavet af bomuld frem or silke. Men priserne er rimelige, og så er det en nordisk webshop.

Herrenes Magasin har nogle neckerchiefs i silke som ser ganske flotte ud. Priserne er fornuftige, men heller ikke helt lave. Det kan være værd at besøge butikken personligt.

John Henric er en svensk online tøjbutik hvor de også har et solidt udvalg af charmeklude og prisen er 400 kroner på de fleste af dem. Men igen, meget med fokus på ascots frem for kvadratiske charmeklude. De er dog lavet af silke og kan være værd at overveje, hvis du synes om deres designs. De har nogle af de billigste charmeklude på markedet, og kvaliteten er udmærket.

Elizabetta er en italiensk webbutik som sætter fokus på tilbehør og især charmeklude. Det er måske det bedste sted at købe dem, for udvalget er fremragende, og så er norditaliensk silke netop verdens bedste. Hos Elizabetta laver de silkelæderne ved Comosøen i Italien. Priserne ligger normalt mellem 700 og 1000 kroner pr. charmeklud, så Elizabetta er ikke billigst på markedet. Men deres motiver er absolut fremragende, og kvaliteten kan jeg kun sige god for.

Et andet italiensk alternativ er det klassiske mærke E.Marinella, hvor der er silketørklæder og ascots som er mere simple og stilrene – uden for mange mønstre og motiver. Kvaliteten er rigtig fin, og prisen lyder typisk på €150. Relativt dyrt, men nok også pengene værd, hvis du leder efter topkvalitet.

Den amerikanske shop Fort Belvedere har nogle charmeklude som er flotte og af høj kvalitet. Men der er også to problemer: De er oftest udsolgt, så du skal skrives på email listen, og der sendes helt fra USA, hvilket er jo lig med moms og told. Deres charmeklude er ret simple, så hvis du er til den stil, kan de overvejes. Da fragten er dyr, kan det betale sig også at købe andre ting med fra shoppen, når først du er i gang. Generelt har de et fint udvalg af herretøj- og tilbehør, og det er i øvrigt også dem, der driver YouTube-kanalen Gentleman’s Gazette.

Desuden er der mange traditionelle engelske tøjbutikker, også på nettet, som har ascots, men knapt så mange simple charmeklude. Cravat-Club, som er en engelsk forretning der fokuserer på halsbeklædning, har rigtigt mange muligheder og indimellem gode tilbud. Det er et godt sted at starte. De sender til Danmark og EU-lande, men vær dog opmærksom på told, moms og fragt, når du køber fra UK. Hvis produktet er lavet i UK, er der ingen told (men stadig moms). Hvis det er lavet andetsteds i verden, men sælges fra UK, er der både told og moms.

Billige bandanas kan købes hos Zalando og diverse almindelige forretninger, men her er hverken materialet eller designet noget at prale af. Dog kan det godt betale sig at købe en billig charmeklud for at se, om det er noget der passer til din stil. Og hvis det er tilfældet, kan du opgradere senere. Hvis ikke, så kan idéen om at gå med charmeklud bare droppes uden du har brugt for mange penge.

Hvis du rejser til England, Italien eller Frankrig er det muligt at rende ind i charmeklude i almindelige tøjforretninger. Især i London, Napoli og Paris. Herhjemme i Danmark er det svært at finde i øjeblikket, men der er som sagt Herrernes Magasin.

Scroll to Top