Sportsjakker til mænd – Her er 5 klassikere

Sportsjakker til mænd

Sportsjakken er praktisk, klassisk og elegant. Den kombineres typisk med uldbukser, fløjl, chinos eller jeans, alt efter formalitetsniveauet. Men hvilke sportsjakker skal man have i herregarderoben? Vi gennemgår de vigtigste varianter samt et par kreative tilvalg.

Blå blazer

Den helt store klassiker inden for individuelle herrejakker er den blå blazer. Den er så ikonisk, at mange mænd end ikke omtaler sportsjakker som sportsjakker længere, men derimod bare som ‘blazere’.

Det er den vigtigste semi-formelle jakke at eje, for den blå blazer ser altid godt ud. Du vælger selv, om du vil have den med guld- eller sølvfarvede knapper, og du vælger også selv, om den skal være enkeltradet eller dobbeltradet. Farvetonen bør være forholdsvis mørk, altså en marineblå, i hvert fald hvis du kun har én blå blazer. Vil du have flere, kan du tillader dig lysere nuancer med de efterfølgende modeller.

I Danmark bruges den blå blazer mest i foråret, på nogle sommerdage, og på de knapt så mørke efterårsdage. Det bedste materiale er dermed uld i en hopsack-vævning, ikke for let, men heller ikke for tung. Omkring 300 gram pr. meter er perfekt.

Du kan købe en blå blazer i mange herretøjsforretninger. Da det er en jakke, du potentielt kommer til at bruge ofte, betaler det sig at sigte efter kvalitet. En målsyet blazer kan være en god idé, fx hos Mond eller Suit Supply. Går du efter absolut topkvalitet, så rejs til England, Italien eller Frankrig og få en rigtig skræddersyet blå blazer.

Brun tweedjakke

Hvis den blå blazer er den jakke, man bruger i byen og ved kysten, så er den brune tweedjakke den ikoniske ‘landlige’ sportsjakke. Den blev dog så udbredt gennem årene, især i studiemiljøet, at du i dag også kan bruge den i byen.

Tweed kommer i mange farver og varianter, men den mellembrune er klassikeren – og den letteste at kombinere med fx grå benklæder og brune derbysko.

Den brune tweedjakke er knapt så formel som jakkesættet og blazeren. Derfor kan den bruges lidt oftere, og til lidt flere lejligheder. Heriblandt til smart casual stil i hverdagen med slips og pæne uldbukser, samt til uformel brug, altså med åbenstående skjorte og jeans.

Jakken kan passende være lavet af Harris Tweed, som er klassikeren over dem alle. Flere jagtforretninger sælger færdiglavede jakker lavet af Harris Tweed til fornuftige penge.

Andre former for tweed kan også overvejes, især hvis du skal have en skræddersyet udgave. Her kan du blandt andet overveje Donegal Tweed – en anden klassiker – samt tweed fra Fox Brothers, som er skrædderstof af rigtig høj kvalitet.

Ternet tweedjakke

Måske er den rene brune tweedjakke ikke lige dig. Nogle foretrækker en lidt mere kreativ tweed, og her er tern oplagt. Nogle tweedjakker er ternede med Prince of Wales-mønsteret og kommer i farvekombinationer hvoraf brun og grøn stadig er de mest udbredte. Andre tweedjakker er endnu mere larmende og kommer i andre farver. For eksempel kan du møde en brun jakke med orange og lyseblå striber.

Selvom jakken er ternet, er den stadig relativt nem at kombinere med de øvrige klæder, de andre skal blot være neutrale. Med en ensfarvet tweedjakke er det oplagt med et stribet slips, men med en ternet tweedjakke bør du holde slipset ensfarvet. Idéen er at skabe balance, og at sætte fokus på jakken, hvis den er ternet eller mønstret.

Der er mange pæne ternede tweedjakker derude, så det handler bare om at kigge omkring. Prismæssigt finder du færdige jakker i butikker, som starter ved få tusinde kroner, men det er også muligt at betale et langt højere beløb for en skræddersyet tweedjakke, der holder for livet.

Ternet sommerjakke

En sommerjakke får du også brug for, og her er tern perfekt til de glade sommerdage. Gerne i en lidt lysere nuance, og når det er tilfældet, kan du vælge mellem stort set alle farver.

Det er en sportsjakke, som bør være lettere end ellers (fx omkring 250 gram pr. meter), og den skal være konstrueret så den er åndbar. Materialet kan være af uld, men i åben vævning, enten med high-twist eller hopsack, og med begrænset for (kun ved ærmer og den øverste del af ryggen).

Nogle foretrækker en blanding af uld, silke og hør, hvilket er blevet en moderne klassiker blandt stilbevidste mænd. Ren hør er også en mulighed, men her kan vi argumentere for, at en ensfarvet jakke i så fald er bedre end en ternet.

Jakken kombineres ideelt med lyse, neutrale bukser. For eksempel hvide, cremefarvede, beige eller lysegrå bukser i tropisk uld.

Det kan være svært at finde pæne ternede sommerjakker i Danmark, men rejser du til Italien, eller køber du på nettet, er der mange gode muligheder derude.

Grøn blazer

Den grønne blazer er det bedste alternativ til en blå blazer. Den passer godt til både forår, sommer og de første par uger af efteråret. Man ser den sjældent blandt andre mænd, så det er en god måde at skille dig ud på, og så er den nem at kombinere. Den grønne farve passer nemlig godt sammen med både hvide, beige, brune og grå bukser.

Det er dog vanskeligt at finde en grøn blazer i butikkerne, så du skal formentligt ud i made-to-measure eller skrædderi. Det bliver altså lidt dyrere, men får du først en kvalitetsjakke holder den også i mange år frem.

Samtidig er der den fordel, at den grønne blazer er mere uformel og ‘kreativ’ end den udbredte blå blazer. Du kan altså tillade dig at have den på oftere, især i dagstimerne.

Grøn kommer i mange nuancer. Når du vælger farven, bør du overveje, hvilket tidspunkt af året du vil bruge jakken mest. Desuden spiller din egen hår- og hudfarve ind. Det sikre valg er en skovgrøn, ‘forest green’ eller alternativt ’emerald green’. De nuancer er lettest at kombinere med andet tøj. Andre muligheder er olivengrøn og salviegrøn, men de er potentielt bedre som jakkesæt, fx i hør, fremfor som blazer i uld.

Scroll to Top